Vores eksisterende bygninger repræsenterer store værdier - både økonomisk, funktionelt, socialt og kulturelt. Renovering er nødvendig for at sikre den enorme værdi, der er bundet i bygningerne - men god renovering kan også bidrage til at øge livskvaliteten for borgere og brugere af bygninger gennem forskønnelse og modernisering af boliger og byrum. Endelig kan renovering yde et stort bidrag til at nedbringe samfundets energiforbrug.
Nu udgiver Grundejernes Investeringsfond en bog med 25 danske eksempler på vellykkede renoveringsprojekter. Bogen er udarbejdet af Dansk Bygningsarv.
RENOVERING SKABER MULIGHEDER Bogen "Renovering - 25 eksempler på vellykket renovering" sætter fokus på de udviklingsmuligheder, der ligger i renoveringsfeltet, og indeholder en række nyere danske renoveringsprojekter fra hele landet. Projekter, der hver på deres måde har skabt værdi for ejerne, den enkelte bruger og hele samfundet - og projekter, der kan inspirere mange i arbejdet med at forbedre vores bygninger, boliger og byer for fremtiden.
"Med denne bog sætter vi fokus på en række vellykkede renoveringsprojekter, der er gennemført i de seneste år. Grundejernes Investeringsfond vil gerne vise de udviklingsmuligheder og den værdi, der ligger i renoveringsfeltet. Det er vores håb, at mange vil finde inspiration i bogens eksempler til at skabe endnu bedre løsninger og øge kvaliteten i arbejdet med at vedligeholde og forbedre vores bygninger", siger Lars Axelsen, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond.
Bogen lanceres den 31. januar på et temamøde i Arkitektforeningen om arkitektonisk kvalitet og værdiskabelse i renovering, der afholdes i samarbejde med Bygherreforeningen og Grundejernes Investeringsfond.
SÅDAN FÅR DU BOGEN Dansk Bygningsarv har udarbejdet bogen, som du kan downloade gratis nedenfor.
Trykte eksemplarer rekvireres ved henvendelse til info@bygningsarv.dk. Bogen er gratis, men ved bestilling af trykte eksemplarer betales 85 kr. for porto og ekspedition.